Æbleskiver og bjesk med kærligt brokkeri på Solhjem i Bjergby

Kedeldragten har fået en anden farve hos en af De Grå Mænd, som traditionen tro onsdag fik serveret æbleskiver med brokkeri på Solhjem i Bjergby.

13

Der dukkede kun 17 grå mænd op til morgenmad onsdag i denne uge, men der var ikke mindre brokkeri af den grund, fortæller med en stor snert af lun ironi Kim Nygaard Hansen.

– Har vi ikke mere marmelade? Skal vi ha’ æbleskiver i eftermiddag? Så skal der hentes marmelade, refererer Kim Nygaard Hansen fra palaveren hos De Grå Mænd på Solhjem i Bjergby.

Solhjem_Onsdag_FlaskePosten_1

– Har du nu købt to spande med marmelade? Vi kan nok nøjes med en. Har du glemt at købe sukker? lød de fortsatte kommentarer, da han vendte tilbage fra Dagli’Brugsen.

Derfor tror Kim Nygaard Hansen ikke, at han foreløbig henter mere marmelade. Kedeldragten er da heller ikke grøn mere, idet han klog af tidligere erfaringer har skiftet tøj.

– Fin skal man være! Pas på du ikke bliver beskidt i det tøj, lyder kammesjukkernes ironiske kommentarer straks med usvigelig sikkerhed ved hans ankomst. Han kan derfor godt forstå, at De Grå Mænds koner er glade for, at de er hjemmefra mindst en dag om ugen.

Ellers har De Grå Mænd nu lanceret deres egen bjesk, som vi tidligere har omtalt på FlaskePosten. Efter grundig prøvesmagning er De Grå Mænds Bjergby Bjesk nemlig nu typegodkendt. Den kan købes i udvalgte rum på Solhjem. Man skal bare komme om onsdagen mellem kl. 9 og 15 med 20 kr. og en flaske Brøndum Snaps.

Udover brok gik en del af dagen med fortsat at pille gamle installationer ned. Der blev desuden malet, spartlet sat lister op, så nogen rum ser næsten færdige ud. Maler Jens fra Hirtshals var også lige på besøg med nogle materialer og gav gode råd.

Dagen sluttede så med de traditionelle æbleskiver og marmelade, men der manglede sukker, sukkede De Grå Mænd.

0 0 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments