B75 satser på online træningslejr

Bordtennisklubben i Hirtshals har udviklet et online træningsforløb, som skal benyttes af spillere i hele verden.

75

Torsdag den 11. juni havde Bordtennisklubben B75 inviteret til præsentation af ambitiøse visioner og et nytænkende projekt, samt modtagelse af støtte fra to fonde.

Spar Nord Fonden donerede 130.000 kr. til udvikling og afvikling af online sommertræningslejr. Der blev ligeledes overrakt 50.000 kr. fra Hirtshals Sparekasse Gavefonden til IT-udstyr til teknologisk optimering af trænings- og stævneaktiviteter.

Online sommertræningslejr

Som hos så mange andre foreninger har coronapandemien lagt et stort pres på B75, da deres store internationale sommerlejr med deltagelse fra 50 forskellige nationer, bliver helt eller delvist aflyst.

B75 har derfor, med hjælp fra Spar Nord Fonden, udviklet et online træningskoncept som et alternativ til den fysiske sommerlejr. Spillere fra hele verden kan træne f.eks. derhjemme eller i deres klub, mens de får individuel coaching fra toptrænere fra hele verden.

Ansvarlig for sommerlejrene, Lars Rokkjær, fortæller: ”Vi er utroligt taknemmelige for, at Spar Nord Fonden har valgt at støtte vores projekt. Vi tror på, at det at tilbyde online træningsforløb året rundt kan blive en verdenssucces indenfor bordtennis.”

Ambitiøse visioner

På trods af, at B75 til dagligt holder til i Hirtshals og også har aktiviteter i Hjørring, så er visionen at udvikle bordtennissporten i Nordjylland.

Formand for B75, Daniel Christensen, siger:

”Vi vil sætte Hirtshals, Hjørring Kommune og hele Nordjylland på landkortet. Vores vision er at skabe en bæredygtig bordtennisklub, som både for herrer og damer kæmper med om guld i det danske mesterskab, samt spiller europæisk. Samtidig med at vi fortsat har en inkluderende og menneskelig klubkultur, hvor alle er velkomne; begyndere og professionelle, mænd og kvinder, ungdom og senior, parabordtennisspillere, m.fl.”.

Igangsættelse af online træningslejr er næste skridt i visionen om at blive et verdensførende bordtennisakademi, som er internationalt anerkendt, ikke blot for den allerede populære internationale sommerlejr, men også de online træningsforløb.

Daniel Christensen fortsætter:

”Udviklingen af det daglige træningsmiljø er et vigtigt område. Et konkret mål for os er, at der i 2025 bor 5 bordtennisspillere fra Top 100 i verden, i Hirtshals. Det vil tiltrække ambitiøse bordtennisspillere fra hele verden til Nordjylland.”

Derudover arbejder B75 med forskellige projekter, der kan være med til at udvikle bordtennis i Nordjylland, såsom årlig afholdelse af skoleturnering.

Dame Bordtennisligaen

B75 har i den kommende sæson et hold med i den bedste række for damer.

Næstformand Thomas Krog siger: ”Vi er stolte af, i samarbejde med vores gode samarbejdspartner, Halvorsminde Efterskole, at have etableret et talentfuldt hold med unge spillere. Ambitionen er til den kommende sæson at etablere sig i rækken, og allerede fra næste sæson at kæmpe med om medaljer.”

Professionel organisation

I dag består B75’s ledelse af frivillige kræfter, og der er ansat en hovedtræner og flere eliteespillere. For at komme skridtet videre og kunne realisere visionerne, er der brug for en styrkelse af den sportslige, kommercielle og administrative ledelse.

Daniel Christensen udtaler:

”Under coronapandemien har vi udarbejdet en konkret business case for virkeliggørelsen af visionerne. Vi er allerede i dialog med spændende profiler for at styrke ledelsen. Dele af finansieringen af dette forventer vi at kunne dække ved øgede fysiske og online aktiviteter i vores akademi. Der er dog ingen tvivl om, at vi samtidig får brug for hjælp fra nordjyske erhvervsledere til for alvor at kickstarte vores projekt. Vi tilbyder et ambitiøst projekt, der bygger på foreningsfællesskab og på troen på, at intet er umuligt – heller ikke i Nordjylland.”

0 0 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments