Coronasmittede mink skal nu ikke længere aflives

Tusindvis af mink fra farme i Nordjylland er den seneste måned blevet slået ihjel ud fra et forsigtighedsprincip.

712
Foto: Jeppe Hostrup.

Det skal være slut med billeder af tusindvis af døde mink, der bliver lodset ned i containere og kørt til afbrænding.

Regeringen præsenterer tirsdag en strategi, der fremover skal sikre, at minkavlere ikke behøver at aflive hele deres besætning, hvis den bliver smittet med covid-19.

– Det er vores vurdering, at vi med de forebyggende indsatser kan holde smitte med covid-19 i minkbesætninger på et minimum. Med den viden vi har og med de nye tiltag, vurderer regeringen, at det er forsvarligt at lade covid-19-smittede minkbesætninger leve fremover, siger fødevareminister Mogens Jensen (S) i en pressemeddelelse.

Lokalt udbrud

Fødevareministeriet oplyser, at minkfarmene fremover vil blive pålagt at følge en række tiltag, der skal forhindre smittespredning, hvis der konstateres et udbrud i minkbesætningen.

Blandt andet skal Fødevarestyrelsen have mulighed for at gå farmen igennem med en tættekam for at minimere risikoen for, at der kan slippe mink ud, og samtidig vil minkejeren løbende skulle foretage optællinger for at dokumentere, at ingen mink er løbet væk.

I juni blev der konstateret tilfælde med corona på tre nordjyske minkfarme, hvilket resulterede i, at flere tusind mink blev aflivet.

Sideløbende har Fødevarestyrelsen lavet stikprøvekontrol af 10 procent af alle danske minkfarme, men fandt i den forbindelse ingen smittede på de 125 undersøgte farme. Dermed tyder det på, at udbruddet i Nordjylland var lokalt.

Fortsat overvågning

Alligevel fortsætter myndighederne med at overvåge landets minkfarme. Det sker ved, at alle danske minkavlere på skift over en periode på tre uger skal sende prøver fra deres besætning til analyse for forekomst af covid-19. I første omgang gennemføres der to runder af overvågningen.

– Screeningen giver os en viden om, at covid-19 ikke er udbredt i de danske minkfarme. Vi vil dog fortsat overvåge situationen og udføre tests, så vi har et klart overblik over situationen og hurtigt vil kunne reagere, hvis uheldet er ude, siger Mogens Jensen.

Udover overvågningen lægger regeringen blandt andet op til, at der fremover skal være påbud om brug af værnemidler i alle minkbesætningerne og retningslinjer for hygiejne på minkfarme. For eksempel skal det selv ved ikke-smittede besætninger være lovpligtigt at bruge mundbind, handsker, håndvask, sprit og tøjskift.

Minkavlere er tilfredse

Hos foreningen Danske Minkavlere er bestyrelsesformand Tage Pedersen begejstret. Særligt fordi det ikke længere bliver påkrævet at aflive hele besætningen, hvis der bliver konstateret et udbrud af covid-19.

Han kalder regeringens tiltag for “naturlige”, men har dog en enkelt anke:

– På de rene farme, hvor der ikke er konstateret noget, skal vi lige have fundet en praktisk tilgang til værnemidler, så det er til at arbejde med. Vi skal også kunne arbejde og passe dyrere, men det tror jeg nu også, vi kan finde ud af, siger han til TV 2.

Det forventes, at den nye strategi kan træde i kraft “i løbet af juli måned”.

Kilde: TV2 Nord.

0 0 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments