Forsigtig optimisme hos Fun-Park

Birgitte Grønbæk Frandsen og Allan Helenius Kristensen har efter grundige overvejelser og forberedelser heldigvis endelig åbnet Fun-Park i Hirtshals.

739

Fredag besøgte jeg Birgitte Grønbæk Frandsen og Allan Helenius Kristensen i Fun-Park. Mange har i ugevis spurgt parret, hvornår de dog ville sæsonåbne det populære sted syd for Hirtshals.

Hastværk er imidlertid lastværk, når det kommer til sikkerhed, forstår jeg hurtigt på Allan. Nogle uger tidligere havde jeg også kigget indenfor, men allerede dengang kunne jeg forstå på parret, at det med sikkerheden i forhold til coronaen fornuftigvis kommer før alt andet.

I den forgangne uge blev porten imidlertid endelig slået op på vid gab til endnu en sæson, der byder på flere nye tiltag og dyreunger. Lamaparret har blandt andet fået den sødeste unge. Ligesom en nyrenoveret og fornylig godkendt skydebane står klar til skytterne. Mens Allan veloplagt viser rundt, er et gammelt bur ved at blive revet ned og fjernet af dyrepasserelev Sarah Lassen og sønnike Steffen Grønbæk Kristensen.

I det hele taget er det her med vedligehold og ikke mindst kontrol af alt fra sikkerhed over mad og dyrehold et større og bogstavelig talt løbende projekt for det sindige værtspar, der får besøg af de forskellige myndigheder flere end en halv snes gange før og i løbet af sådan en sommersæson.

Herligt at have så stærk en attraktion og ikke mindst så afholdt et værtspar så tæt på Hirtshals.

Allan fortæller for gæsterne i toget, hvis velholdte motor er fra 1958, men starter upåklageligt hver gang.

 

0 0 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments