Glad direktør i BoVendia

Med den største boligaftale nogensinde kan 23 nordjyske boligselskaber og i alt 8.474 boliger nu se frem til at få sat gang i renoveringsprojekter for op mod 2,5 milliarder kroner.

3
1571
Johnny Jensen er direktør i BoVendia. Foto: Arkiv.

Et bredt politisk flertal præsenterede tirsdag eftermiddag en aftale om at afsætte 30,2 milliarder kroner til grøn renovering af boliger i den almene sektor. Det er renoveringer, der skal laves over de kommende seks år med start allerede i år.

Og det er en nyhed, der skaber glæde hos boligselskabet BoVendia i Hjørring.

– Det er super godt os, for vi har en del gamle boliger-sager, som står på renoveringslisten. Det er rigtig godt for beboerne, der får bedre boliger med bedre indeklima. Vi kan som boligselskab udleve den langsigtede plan, vi har i forhold til at renovere boligerne. Det er også penge, som vi har efterspurgt i mange år, så super glædeligt, lyder reaktionen fra Johnny Jensen, der er direktør i BoVendia.

Aftalen skal sikre sunde og tidssvarende almene boliger og være til gavn for lejerne, den grønne omstilling og genopretningen af dansk økonomi, lyder det fra Boligministeriet om den nye aftale.

– Stilladserne vil skyde op allerede i år. Og I vil se, at der kommer mange unge på stilladserne, for hver syvende af de beskæftigede på renoveringsprojekterne skal være lærlinge, fortæller boligminister Kaare Dybvad (S).

2,5 milliarder til Nordjylland

Pengene til renoveringerne finder aftalepartierne i Landsbyggefonden, som de almene boligselskaber hver måned selv indbetaler til. Med aftalen sættes der allerede nu gang i en ekstraordinær og hurtig afvikling af Landsbyggefondens venteliste, hvortil der afsættes 18,4 mia. kroner i 2020 og 2021.

På ventelisten er der i alt 50 nordjyske projekter fordelt i det meste af Nordjylland. Blandt andet hos BoVendia i Hjørring, der nu kan sætte gang i projekterne.

– Det er jo lejernes penge, der kommer i spil. Det er den måde, som Landsbyggefonden er finansieret på. Det er godt, at lejernes penge på den måde kommer ud at arbejde.

– Det betyder jo, at mange af vores renoveringsprojekter bliver gjort færdige. Beboerne får klart bedre boliger, og de får nogle betalige boliger i 2020-standarder, siger Johnny Jensen fra BoVendia.

På ventelisten er der 23 nordjyske boligselskaber, og til sammen har de renoveringsprojekter for knap 2,5 milliarder kroner, som nu vil blive realiseret. Det omhandler 8.474 boliger.

Grøn aftale

Aftalen betegnes som særdeles grøn, og betyder eksempelvis et skifte i Landsbyggefondens støttesystem, hvor et nyt grønt støttekriterium blandt andet indføres.

– Aftalen er ikke kun den største samlede boligaftale nogensinde. Det er også den grønneste og udgør et strukturelt skifte i tilgangen til renoveringer af almennyttige boliger. Renoveringer af de almene boliger bliver i fremtiden markant grønnere, og samtidig får vi afprøvet fremtidens bæredygtige løsninger som store varmepumper og intelligent digital styring af energiforbrug i bygninger, som kan have stor betydning for den grønne omstilling på længere sig, siger Klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen.

Omkring en million danskere bor i dag i en almen bolig.

Kilde: TV2 Nord.


Link til tidligere artikel

BoVendia indgår samarbejdsaftale med Boligforeningen Fredensbo

3
EFTERLAD EN KOMMENTAR

avatar
Kit Jensen
Gæst
Kit Jensen

Ja vi må håbe lejerne får den indflydelse de har ret til og krav på, det halter gevaldigt i bovendia. Det er nemlig ikke de “grønne” tiltag der står øverst på listen når bovendias ledelse og bestyrelse beslutter hen over lejernes hoveder.

Lars
Gæst
Lars

Alt for mange ligegyldige ansattelser og ligegyldige titler hører ikke hjemme i boligselskaber, det gør kun huslejen højere.

Brian
Gæst
Brian

Dårlig artikkel for den er ikke komplet den liste der er 5 sider med afdelinger men dem har i ikke med mangler en del del
https://www.tv2nord.dk/nordjylland/glad-nordjysk-boligselskabsdirektoer-beboerne-faar-klart-bedre-boliger
Der kan listen ses