Hatteløft for Hjørring

Harmsangene er for tiden i overtal fra kritikerne, men så må andre da bare skrive nogle hymner til Hjørring.

2223
Luftfoto af Hjørring. Foto: Hans Hunderup.

Af Niels Skipper

Der er ingen tvivl om, at der er et gammelt og dybt nedgroet had og kærlighedsforhold mellem Hirtshals og Hjørring.

Den konservative loakalpolitiker Mette Jensen var inde på det i et indlæg under det seneste byrådsmøde i Hjørring Kommune.

Had er dog måske for stærkt et udtryk til at karakerisere den mere udbredte følelse i og omkring Hirtshals. Den gamle animositet eller nidet og naget samt forbeholdene blev ikke desto mindre og som bekendt styrket hos mange lokalpatrioter, da et flertal efter kommunalreformen dolkede bykongen Knud Størup i ryggen ved den første konstituering i den nye Hjørring Kommune.

Når alt det er slået fast, så står det ikke desto mindre tilbage, at nærværende indehaver og redaktør på den lokale netavis med base i Hirtshals ikke på nogen måde ligger under for noget had endsige fligen af følelsesmæssigt nid og nag mod byen eller kommunen ved navn Hjørring. Tværimod anerkender jeg den gamle og ærværdige købstad, hvor jeg selv i en længere årrække var bosat, som den helt naturlige og indlysende hovedstad i Vendsyssel.

Det skal imidlertid ikke afholde mig fra at bringe endog særdeles kritiske debatindlæg, fordi ytringsfriheden i helt særlig grad gælder borgernes ret til at kritisere magthaverne, som altså i mange tilfælde her er byrådet og borgmesteren i Hjørring Kommune. Hvis et enkelt eller flere indlæg af nogen betragtes som værende injurierende jævnfør dansk lovgivning, så må vedkommende naturligvis anlægge sag mod den pågældende debattør og eventuelt i retten også få min begrundelse for at offentliggøre det pågældende indlæg.

Når en borger kører fuldstændig fast med en sag eller en problemstilling i forhold til en sammenbidt myndighed, så er den aller sidste og måske mere eller mindre desperate mulighed overfor overmagten tit modvilligt at gå til medierne. Denne formidlende rolle i det minerede krydsfelt mellem meninger har jeg med den lokale netavis påtaget mig og vil med garanti også gøre det fremover, men samtidig skal der da lyde en kraftig opfordring til alle borgere om tillige at få skrevet nogle flotte og velfortjente hymner til og om Hjørring.

Der er mig bekendt ikke fundet og dokumenteret et eneste fejlagtigt postulat i debatindlæg af eksempelvis de flittige debattører Mette Præstegaard og Paw Rytter. Sidstnævnte er formentlig den mest sobre og velargumenterede debattør nord for Alperne. Ingen har nogensinde på dette medie grebet den mand i ikke at gå efter bolden og dermed sagen.

Der er nemlig fortsat mange rigtig trælse sager, hvor kommunen og borgmesteren mildest talt ikke har haft en heldig endsige særlig kompetent hånd. Havbakken er bare et af flere grelle eksempler, men til den anden side kan fremhæves sundhedsmyndighedernes ros for kommunens flotte håndtering af coronakrisen især på Vendelbocentret i Sindal.

Hvor kæden til gengæld ofte hopper af for visse polemikere, er i trådene efter et debatindlæg, hvor nogen og især borgmesteren må lide den urimelige tort at blive svinet til. Den slags svinestreger vil det kræve en hær af censorer at komme til livs, men heldigvis falder de værste tilsvininger i min optik tilbage på afsenderen.

Den man tugter, elsker man, siger et gammelt mundheld, hvilket måske ligefrem har sin rigtighed i relation til nogle af kommunens hårdeste kritikere.

Hatteløft altså for vendelboernes hovedstad, som er og forbliver Hjørring!

 

3.5 6 votes
Article Rating
2 Comments
Inline Feedbacks
View all comments
Arne Pedersen
30 dage siden

At rose kommunen for håndtering af sagen på Vendelboventret svarer jo til at rose en bygherre for at ringe efter ambulancen hvis en person er kommet til skade på grund af et fejlagtigt opstillet byggestillads!

Niels
29 dage siden
Reply to  Arne Pedersen

Hvad kunne kommunen have gjort anderledes mht coronatilfældene på Vendelbocentret?
Lad nu det personale, de beboer og deres pårørende som har været berørt få fred og ikke mere omtale, ved at det har ramt dem psykisk.