Jesper Holmelund: Om ulyksaligheder på danske plejehjem under coronakrisen

Kritikken rettes mod myndighederne og politikerne i Folketinget, som må handle nu, fastslår i denne klumme Jesper Holmelund, som er praktiserende læge i Hirtshals.

9
1249
Jesper Holmelund og hans mor før coronakrisen i et muntert øjeblik på Tornby Strand.

Af Jesper Holmelund
Praktiserende læge i Hirtshals

Denne klumme er IKKE en kritik af ledelse eller personale på plejehjemmet. Kritikken rettes udelukkende mod myndigheder og politikere i folketinget.

Min mor er 92 år gammel. Hun flyttede til Hjørring fra Virum (Nordsjælland) for 5 år siden i forlængelse af en tiltagende altzheimer demens. Hele hendes familie og tidligere vennekreds bor på Sjælland.

De første 3 år boede hun hos min kone Inge og mig, men da hun efterhånden ikke kunne klare at være alene fik hun en demensplads på plejehjem

Inge og jeg er efterhånden de eneste hun kender i hele verden. Hun lever fuldstændig i nuet, bortset fra den tråd tilbage i historien og til familien som vi repræsenterer. Jeg er den eneste hun er på navn med. Min mor har intet brugbart sprog længere, hverken mht ordfinding eller forståelse. Kontakten med min mor er derfor ikke samtale, men smil, mimik og fysisk berøring.

Efter hun flyttede på plejehjem har vi bestræbt os på at holde hende i gang fysisk og socialt ved at køre ture med hende rundt i Vendsyssel og gå ture på strand og i plantager – og hun elsker det. Hun vågner op fra sin døs, bliver pludrende og smilende og nyder skoven, fuglene, flyversporene på himlen og det bølgende hav. Vi har måtte konstatere at normering og fokus i plejen ikke omfatter fysisk træning. De gamle tager typisk voldsomt på i vægt efter de er bosat og de sidder tungt i møblerne dag ud og dag ind. Der er dog indimellem lidt adspredelse i form af fælles musik og lignende på plejehjemmet. Vi forstår godt at der må prioriteres og accepterer med glæde at vi som familie så kan bidrage med de aktiviteter jeg har nævnt ovenfor.

Alt dette stoppede dog brat den 11 marts, da vore statsminister lukkede landet ned. Myndighederne omdannede ila få timer plejehjemmene til lukkede institutioner hvor beboere er spærret inde og ikke må få besøg. Det er nu mere end 2 måneder siden min mor har haft kontakt med de eneste to mennesker hun kender rigtig godt. Vi har etableret en Facebook gruppe hvor vi og familien lægger små videoer op, så hun i det mindste kan se os og høre os tale og agere. Personalet har været rigtig søde til at vise hende disse videoer og beskrive hendes reaktioner på dem. Men det er og bliver en fattig erstatning for kram og knus, frisk luft og gåture i den vendsysselske natur.

Jeg er læge for min mor, idet hun er tilknyttet min arbejdsplads i et lokalt lægehus. Hvis hun skulle have behov for lægebesøg mhp undersøgelse, f.eks lyttes på lungerne eller trykkes på maven, kunne jeg snildt få adgang til hendes stue.

Personalet lever ude i samfundet på nøjagtig samme måde som jeg og de fleste andre, når de ikke er på arbejde. Men når de er på arbejde har de selvfølgelig fri adgang til plejehjemmets beboere mhp omsorg, hjælp til personlig hygiejne etc.

Alt dette er iværksat for at hindre en spredning af covid19 smitte til meget gamle og syge mennesker, som er i deres absolut sidste del af livet og blot venter på døden. Beboerne er i gennemsnit ca. 84 år, når de flytter ind, og lever i gennemsnit 2 år og 8 måneder på plejehjem.(Kilde: ældresagen) Min mor har passeret dette tidspunkt. Hun risikerer at dø af hjertestop eller andet organstop eller lungebetændelse hver eneste time hun lever, men Covid19 må man absolut ikke dø af i DK. Som familie til en 92 årig dement plejehjemsbeboer har vi været forberedt på at hun pludselig afgår ved døden lige siden hun flyttede ind. Det er naturligt og forudsigeligt.

Efter min mening er det en statslig umyndiggørelse, som ikke kun rammer den gamle, men også den nærmeste familie. Som familie har vi indtil nu været forment adgang til min mors bolig.

Der er netop etableret en besøgsordning på plejehjemmet der giver mulighed for besøg der skal foregå i 2 meters afstand og kun i kort tid og uden fysisk kontakt. Dette er acceptabelt i en kort periode for beboere der kan forstå situationen og de iværksatte forholdsregler. En sygeplejerske skal være til stede for at sikre at den gamle ikke kaster sig i armene på familien og men også at familien ikke kommer for tæt på den gamle. Man har altså ikke tillid til at den nærmeste familie uden opsyn kan forvalte afstands og hygiejnekravene. Det kalder jeg også umyndiggørelse af mig som voksent menneske.

For min mor er den nuværende ordning ikke brugbar. Hvordan forklare hende hvorfor vi skal være sammen hver for sig, adskilt med mindst 2 meters afstand, i stedet for at kramme og holde i arm som vi plejer?

Jeg tænker på hvorfor man ikke efter individuel vurdering, tillader en eller to af beboernes nærmeste familie at have fri adgang til den gamle, måske ikke hver dag, men så et par gange om ugen – OG med mulighed for at tage dem med på en tur i skoven eller lignende.

Selvfølgelig med krav om overholdelse af håndhygiejne og at undlade besøg, hvis man havde de mindste symptomer på covid19. Man kunne endda forlange at familien jævnligt podes for covid19. Disse tiltag ville efter min mening ikke øge smitterisikoen synderligt og ville være en verden til forskel i form af bedre livskvalitet og omsorg for den gamle.

Det store etiske spørgsmål går efter min mening på, hvorvidt den frihedsberøvelse myndighederne bedriver mod min mor (på ubestemt tid) kan opveje det savn og de livsoplevelser hun og vi frarøves i hendes sidste timer, dage eller måneder? Jeg bliver bedrøvet over at tænke på at hun pludselig kan være død, uden at have haft sine nærmeste omkring sig i månedsvis.

Som tidligere nævnt er denne mail IKKE en kritik af ledelse eller personale på plejehjemmet. Det er bestemt vores oplevelse at personalet gør deres bedste for at yde omsorg og hjælp og samtidig leve op til myndighedernes krav.

Kritikken rettes mod myndighederne og politikerne i Folketinget, som må handle nu!

9
EFTERLAD EN KOMMENTAR

avatar
Hans Jensen
Gæst
Hans Jensen

Godt skrevet Jesper.

Marian Laustsen
Gæst
Marian Laustsen

Tak Jesper, lige mine ord. Jeg er selv i plejesektoren og ser hvilke konsekvenser det har for nogle af vores beboere. Det skal dog også siges at nogle af vores beboere profitere af at der ikke er noget uro af af hverken frivillige hjælpere eller andre pårørende.

Joan Hauberg
Gæst
Joan Hauberg

Så godt skrevet at man får tårer i øjnene – jeg har tænkt nøjagtigt det samme.
Bøde med hensyn til tilliden til os pårørende omkring de gamle og mangel på nærvær og fysisk kontakt i den sidste del af livet ?

Jan Vest Kensen
Gæst
Jan Vest Kensen

Hej
Jeg kan fuldt anerkende dine synspunkter, da jeg er i samme situation med min kone, men trods henvendelser til myndigheder, kommer man bare ingen vegne.
Jeg har dyb respekt over dine indvendinger, som jeg er fuldstændig enig i.
Med hilsen Jan Vest Jensen

Birthe Glud
Gæst
Birthe Glud

Tak ???
Jeg deler dine tanker og synspunkter.

Birthe Andersen
Gæst
Birthe Andersen

Godt skrevet Jesper håber du med dette kan råbe dem op i folketinget ? for de snorksover i tilfælde som det du beskriver her det er så synd for de ældre de forstår ikke hvad det sker.

Ingelise Enevoldsen
Gæst
Ingelise Enevoldsen

Et rigtig dejligt skriv, som fortæller præcis omkring de følelser vi havde/har efter vi mistede vores mor den 30. Marts(ikke af covud19)
Mor fyldte 90 år den 15. Marts, uden at blive fejret, vi havde ingen mulighed for at se Mor, da plejehjemmet var lukket ned,
Dette var med til at slukke livsgnisten hos vores mor.

Inger-Lene
Gæst
Inger-Lene

Udtalelse fra det virkelige liv, som en del oplever i denne tid. Det er hårdt for alle parter. Hvad er forskellen mellem smittefaren af en personale- eller en pårørende?. Det gælder også de hjemmeboende. Smitten kan komme alle steder fra. Hvis en beboer har en bolig med terrasse eller vindue, hvor man kan ses er det vel muligt. Det kan påvirke den ældre både positivt og negativt. Har set på tv, at et privatplejehjem har oprettet et mødested, med en rude imellem, så der er mulighed for at tale, ses gennem denne rude. Røre hinanden- på afstand, på hver sin side af ruden. Jeg tror, at de private plejehjem er mere kreative, og de har en anden tilgang til beboerne. Der er ikke lighed for alle, dit postnummer er afgørende.

Lise Andreasen
Gæst
Lise Andreasen

Så godt skrevet, jeg forstår dine følelser mht berøring. Min mand er på plejehjem efter en blodprop i hjernen, han er hø. Sidig lammet og kan ikke tale.
Jeg plejer at være hos ham 6 dage om ugen. Nu må vi ses gennem en sprække ved hans terrasse dør, det er jeg meget glad for, men han har svært ved at forstå, at han ikke må få et kram og et kys.
Nu åbner man de offentlige arbejdspladser vest for Storebælt, da smittetrykket ikke er så højt her, som i den øvrige del af landet, kunne man ikke også se på plejehjemmene i den forbindelse.