Kæledyrene har hjulpet danskerne gennem krisen

Danske kæledyrsejere har i høj grad fået hjælp af deres kæledyr til at komme gennem krisen. Det viser en ny undersøgelse udført af Kantar Gallup for Dyrenes Beskyttelse.

0
83
Foto: Dyrenes Beskyttelse.

Danskerne mener i høj grad, at dyr kan hjælpe os mennesker i svære tider. 84 % af danskerne svarer i undersøgelsen, at de mener, at dyr kan hjælpe i en svær tid som ved fx skilsmisse, sygdom og død. Det viser sig, at det også gør sig gældende under coronakrisen.

Knap 60 % af de danskere, der har kæledyr, har fået hjælp af deres kæledyr til at komme lettere gennem coronakrisen. I undersøgelsen lavet af Kantar Gallup for Dyrenes Beskyttelse, angiver knap 60 % af kæledyrsejerne, at kæledyrene i høj eller nogen grad har bidraget til, at man er kommet lettere gennem krisen. Især kvinderne mener, at kæledyrene har gjort krisen lettere at komme igennem, for her svarer 34 %, at kæledyrene i høj grad har hjulpet dem.

”Undersøgelsen viser helt tydeligt, at dyr har stor betydning for os mennesker og kan hjælpe i en svær tid. Kæledyr bidrager uselvisk til, at vi mennesker får det bedre og at vi ikke er alene. De har i dén grad hjulpet danskerne gennem krisen.”, siger direktør i Dyrenes Beskyttelse Britta Riis.

Hjælp mod ensomhed

Motion, hygge og godt selskab. Det er noget af dét, kæledyrene har hjulpet danskerne med under coronakrisen. Størstedelen af kæledyrsejerne angiver, at kæledyret har hjulpet dem til at få nogle hyggelige stunder og til at komme ud at motionere. Men kæledyrene har også hjulpet de danske kæledyrsejere til at modvirke ensomhed og kedsomhed.

”Et kæledyr er en nær ven i en svær tid, og coronakrisen har i dén grad været udfordrende for os alle. Kæledyrene i de danske hjem har holdt os med selskab, de har opmuntret os og været der med deres gode humør, sjove indfald og behov for leg og aktivering. At gå en tur med hunden, lege med katten eller klappe kaninen kan i sig selv være helende”, siger Britta Riis.

De danske kæledyrsejere er enige om, at dyrene har hjulpet dem under coronakrisen. Når man spørger de danske kæledyrsejere om, hvordan deres dyr har hjulpet dem, er nogle af svarene: ”Det har hjulpet min kæreste, der lider af depression, og dermed også mig”

En anden kæledyrsejer har fået hjælp til at holde en god hverdag på trods af krisen: ”Til fastholdelse af rutine, f.eks. sørge for frisk vand og mad hver dag”

Mens en tredje kæledyrsejer har fået hjælp til det nære, nemlig til ”at kunne give omsorg og modtage omsorg”.

Om undersøgelsen
Undersøgelsen er udført som webinterviews af Kantar Gallup med 1020 respondenter i perioden 14.-18.maj 2020.

EFTERLAD EN KOMMENTAR

avatar