MAD, DER FÅR FOLK TIL AT TALE SAMMEN…

Kan man anmelde en bog, der er mere end 2 år gammel? Nix… og jeg vil slet ikke gøre et forsøg på det – især ikke maddelen, som ville kræve personlig afholdenhed fra stegt flæsk og karbonader med blomkål og lignende i flere halve år, hvis jeg skulle teste alle opskrifterne, så… men en kommentar med på vejen kan den få…

244

Jørgen Camillo Smidstrup og Helle Marietta er som bekendt yderst aktuelle med CAMILLOS SOMMERKØKKEN på Tversted Skole, hvor man vist godt kan droppe al spontanitet, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at kunne opleve at spise med, spise sammen og tale sammen og med mad i munden og om drømme og om maden… i munden… med andre ord: Ring og bestil bord…

Jeg har haft fornøjelsen af at møde parret nogle gange… Første gang var faktisk i deres perle af kombineret hjem, arbejdsplads, madlaboratorium, Paladarrestaurant, galleri og samtalekøkken i Berlin…

Fra oasen i Berlin, som må være længe savnet… og Berlin må vente lidt… Tversted er basen hele august måned…

Jeg faldt næsten nærmest bogstaveligt talt ved et tilfælde over den store flotte bog med overskriftens titel og skulle lige have tid til at tygge mig igennem de 350 sider, som ud over diverse opskrifter – som forventet af og i en kogebog – også indeholder en række essays, som er med til definere Jørgen Smidstrup som menneske, et menneske der interesserer sig for andre mennesker og mad og netop de muligheder for fællesskab og samvær, som mad kan afstedkomme under de rette betingelser…

Bogen er én stor kærlighedserklæring fra Camillo til mad og samvær og ikke mindst til kæresten Helle, som ikke bare er der bag det hele som kvinden bag manden men ret afgørende for projektets gennemførelse, og konceptet følges til dørs af udsagn fra Politikens Europakorrespondent, Erik Jensen, den daværende rektor for Designskolen i Kolding, Elsebeth Gerner Nielsen og Tilman Grune, som er chef for Deutsches Institut für Ernärungsforschung….

Alle tre har fået et indgående kendskab til og erfaring med Camillos Køkken, og sidstnævnte hæfter sig ved, at Camillo er godt i gang med at gøre det sjovt at spise sammen… igen (underforstået.. sådan var det en gang, vi har glemt det)…

Gerner Nielsen understreger vigtigheden af den erkendelse, at det rent faktisk er sundt at være sammen med andre mennesker, det er sundt, hvis maden er sund og den socialiserende ”sundhedseffekt” af skrevne og især uskrevne regler kan ikke overvurderes…

Europakorrenspondenten beskriver sit kendskab til Camillos og Mariettas engagement i forberedelsen af et måltid for måske 20 personer… Alle ingredienser er nøje udvalgte, vinene afstemte, omgivelserne designede til at give mere end en sultstillende oplevelse…

Kan man ikke komme sydpå… og har sommeren ikke været helt som ønsket, så kan man regne med, at der her i disse omgivelser gives gode bud på begge dele…

Jørgen Smidstrup påstår, at han har været en italiensk husmoder i et tidligere liv, og om man tror på den slags eller ej, så skal der nok være noget om snakken… Ihvertfald er lydene fra bogen givetvis hentet fra diverse italienske film… Jeg har nemlig aldrig været i Italien, men kender tonen, tror jeg… en gang var jeg rimeligt xpert i latin og Roms historie, men til min store personlige skuffelse blev det aldrig Italien, og nu er vi mest til det nordatlantiske…

Mit mest stabile internationale input stammer fra Berlin, som heldigvis er multi-kulti om nogen, og selv om jeg ikke går specielt meget op i mad, så er det nok her, jeg har lært at sætte pris på et varieret udbud af retter, smagsindtryk og synsindtryk…

Lige nu tror jeg, at jeg vil kaste mig ud i køkkenet til en lille let sag fra side 305 – fritatta – med indhold efter det forhåndenværende søms princip… og det er ikke sikkert, at italienske husmødre vil kalde min udgave for fritatta, men tak for inspirationen…

Design, layout, essays, fotos, illustrationer i elegant kombination på bund af det italienske køkken…

Resten af august finder du stadig Camillo og Marietta i Tversted… og skulle du nu ikke lige have mulighed for at kunne kigge forbi efter din nye kogebog, så kontakt dem…

Camillos Sommerkøkken – Kalender og kontaktinfo…

Foto: Elling

5 1 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments