Museerne glade for sommerpakke

Nordjyske museer er tilfredse med sommerpakken, som betyder, at det er blevet billigere at nyde kulturen, hvilket ikke mindst gælder Vendsyssel Kunstmuseum.

57
Foto: VKM.

Sommerpakken, der skal være med til at sparke gang i den danske økonomi her i coronatiden, hjælper også de nordjyske museer.

For som en del af pakken gives der sommeren over 50 procent rabat på entrebilletten til en række kulturinstitutioner – herunder også museerne.

Og det kan man blandt andet mærke i Hjørring på Vendsyssel Kunstmuseum.

Foto: VKM.

– Folk har taget virkelig godt imod, at det nu er billigere at komme ind. Vi har mange gæster, som direkte spørger til det, siger direktør for Vendsyssel Kunstmuseum Sine Kildeberg.

Hun vurderer, at i uge 27 og 28 har belægningsprocenten været på niveau med samme tidspunkt sidste år.

– Men vores udgangspunkt var jo også nul, efter vi var lukket ned. Sommerpakken har helt sikkert haft en positiv effekt. Og samtidig har det været rigtig godt museumsvejr med regnbyger, lyder det fra Sine Kildeberg.

Hun fortæller, at museet i Hjørring oplever mange danske gæster, og at adskillige af dem besøger museet for første gang.

– Det tyder på, at folk holder ferie herhjemme, og bruger de tilbud, der er. Men vi har nu også en del tyske og norske gæster, siger Sine Kildeberg.

Kilde: TV2 Nord.

0 0 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments