Poul Jansen: Midsommermorgen

Denne tirsdag i juni har vi fornøjelsen at bringe digtet "Midsommermorgen" af lokale Poul Jansen.

81
Foto: Pixabay.

Midsommermorgen

Mågens første skrig
vækker bølgerne til live
solens stråler spiller
en morgensymfoni
morgengryets hjerte
det banker varmt for dagen
frisk som livets kilde
der risler indeni

Marehalmens strå
hilser pænt på morgenbrisen
holder lidt på sandet
og ser derpå mod øst
strækker sig mod himlen
mens lysets milde toner
favner hybenrosen
langs Vesterhavets kyst

Solen skinner grønt
gennem bøgens tætte grene
kaster lange skygger
på kviste mos og lav
lærkens sangskat danser
en pas de deux med vinden
trillerne slår smut på
det store åbne hav

På en sådan dag
på en glad midsommermorgen
mærker man i brystet
en sælsom energi
morgengryets hjerte
der banker ganske heftigt
frisk som livets kilde
der risler indeni


“Midsommermorgen” er fra digtsamlingen ”Havets hjerteslag” af forfatter og digter Poul Jansen i juni 2020.

0 0 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments