Forår og efterår går et stort træk af sangsvaner og enkelte pibesvaner hen over Vendsyssel. De lever i nordlige og nordøstlige egne fra Norge, Sverige, Finland og videre ind i Rusland.
På trækket raster nogle af flokkene hos os. De store hvide fugle kan ses viden om, når de står på markerne rundt omkring. Især på engene syd for Tversted samt ved Gårdbo Sø kan der være mange i perioder.
Bliver vinteren mild, som de sidste mange års vintre har været det, så bliver mange af svanerne i Danmark. Især Store Vildmose og egnene ved Limfjorden kan huse mange af de store hvide fugle. Vi kan også have enkelte flokke i vintertiden i det nordlige Vendsyssel.
Hvis man går flokkene igennem, kan man se forholdet mellem de hvide voksne fugle og de mere grå ungfugle fra i år. Derved kan ses et mål for fuglenes ynglesucces i år.
I øvrigt er enkelte sangsvaner begyndt at yngle i Jylland de senere år, især i Himmerland, men der har også været enkelte ynglepar i Vendsyssel. Det ser ud til, at de langsomt breder sig.
Foto: Kurt Prentow