Tor fra Hjørring lå i bunken af kroppe på Roskilde Festival

For 20 år siden mistede ni unge mænd livet på Roskilde Festival. Tor Nygård Kolding lå blandt dem, og da han kom ud, måtte han lære at leve med det.

1046
Tor Nygård Kolding fra Hjørring i 2020. Foto: TV 2.

IC3-toget var propfyldt. Beskidte festivalgæster masede sig ind i de sølvgrå vogne på Roskilde Banegård, og det var svært at finde en siddeplads for de fire trætte venner, som skulle helt til Hjørring.

Tre af de fire måtte sætte sig i det stofbeklædte hul, der udgjorde familieafdelingens legeplads, mens den fjerde fik et rigtigt sæde.

Han havde kun lige sat sig, da pigen skråt overfor ham begyndte at græde.

Pigen så ud til at være syv eller otte år gammel, og det var udtrykket i den nyankomnes ansigt, der fik hende til at briste i gråd.

Han var en ung mand på 20 år med langt krøllet hår og meget langt hjem.

Ved siden af den lille pige sad en mand i jakkesæt og kiggede på den nyankomne.

– Var du tæt på? – så du noget?, spurgte han.

– Ja, svarede den beskidte unge mand.

– Så er det nok ikke sjovt mere, hva?, lød det fra manden i jakkesættet.

Men han kunne heller ikke se de billeder, den unge mand bar i sin hjerne.

Skriget i ambulancen

Det var 1. juli 2000, og mindre end et døgn tidligere havde den unge mand ligget i en bunke af kroppe og kæmpet for sit liv foran Orange Scene på Roskilde Festival.

Han slap levende fra det, men ni andre blev kvalt i det kaotiske virvar under koncerten med Pearl Jam.

Den unge mand hedder Tor Nygård Kolding, og i årevis forsøgte han at glemme.

I dag er han 40 år gammel, og han fortæller nu sin historie i TV 2’s minidok-serie, ‘Dagen, der forandrede mit liv’, som du kan se på TV 2 Play.

Hjemturen i IC3-toget fra Roskilde var hans første rejse med en tung bagage.

– Hvorfor var der nogen der døde, mens jeg overlevede?, spurgte Tor Nygård Kolding hele tiden sig selv.

De andre passagerer i toget kunne ikke se unge Tor Nygård Koldings bagage, og det skulle tage ham mange år at lære, hvordan man bærer den.

Mens de sad der i toget, havde bemærkningen fra manden i jakkesættet om, at “nu er det ikke sjovt mere, hva?” været lige ved at skubbe Tor Nygård Kolding ud over kanten.

Læs hele dokumentaren her: TV2 Nord.

5 1 vote
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments