Ung matros hos Tornby Bjergelav

Fredag aften var det magsvejr og derfor tid til en sejlads med fladbåden hos Tornby Bjergelav.

668
Yngste matros ombord sad trygt på toften, før fladbåden bevægede sig ud mod vandet ved Tornby Strand.

At sikkerheden kommer før alt andet, var ingen i tvivl om fredag aften, da Emil Lyn Andersen med autoritet på højde med Kaptajn Haddock, men dog med et lidt pænere sprog, havde briefet de faste roere og den håndfuld gæster, der var sluppet igennem koøjet og havde fået lov til at komme med på fladbådens sejlads fra Tornby Strand.

Den unge matros på toften agterude sad trygt og roligt mellem de voksne, men begyndte godt nok at se lidt mere betænkelig ud, efterhånden som Runi Haraldsen i traktoren fik bugseret fladbåden mod vandkanten og fortsatte temmelig langt ud, før han fik det gamle fartøj hægtet af og reddet traktoren tilbage på stranden, hvorefter han småluntede ud og fik sig halet ombord til de andre.

Blandt de mere erfarne roere var der netop denne fredag 25 års jubilæum som forbjerger for Frank Helnius Kristensen. Formentlig bliver det fejret behørigt senere på aftenen i bådhuset. Til stede på stranden var denne aften også fotograf René Stoklund, som det gode vejr havde fristet til at medbringe dronen med henblik på optagelser fra luften over Tornby Strand.

Mange andre havde denne fine fredag aften midt i juli tillige taget turen til stranden for at følge sejladsen hos Tornby Bjergelav.

5 2 votes
Article Rating
0 Comments
Inline Feedbacks
View all comments